3 gode grunde til at stå ved dit introverte selv

[INDLÆGGET HAR VÆRET BRAGT SOM GÆSTEINDLÆG PÅ CAROLINEJOHANSEN.DK]

Selvom ”introvert” efterhånden er et velkendt begreb og en bredt accepteret væremåde, kan der stadig
opstå mange forskellige udfordringer, som kan spænde ben i dagligdagen. Det kan være en stressfaktor,
der fylder enormt meget – for hvor udfordrende har det lov at være bare at være sig selv? Læs med, og
bliv klogere på, hvad det vil sige at være introvert, hvordan introverte somme tider kommer i klemme i
vores samfund – og hvordan du som introvert undgår det.

Da jeg var teenager, opfandt jeg min egen diagnose: socialt handicappet. Jeg troede, det var det, jeg var.
Jeg havde svært ved at finde mig til rette i nye sociale grupper. Jeg droppede ud efter mit første år i
gymnasiet. Det virkede som om, alt vi talte om, var de fester, jeg ihærdigt forsøgte at undgå. Jeg ville
hellere bruge fredag aften alene med en god film end til gymnasiefester, som alle andre tilsyneladende
foretrak. Og så måtte det jo være mig, der var noget galt med, ikke? Mennesket er jo et flokdyr, så det
måtte jo være mig, der havde en eller anden form for brist, der skulle sortere mig fra gennem naturlig
selektion. Sådan tænkte jeg dengang. Jeg vidste ikke, der var noget, der hed introvert.

Jeg coacher og underviser til daglig folk, der føler sig udfordrede af deres introverte personlighedstræk, på
samme måde som jeg gjorde. Det kan være til den årlige julefrokost, hvor festudvalget har sørget for
bordplan ved lodtrækning, når der er fællesmorgenmad i ungernes børnehave, eller når den nyuddannede
får at vide, at jobbet skal hales i land gennem networking. Men inden jeg kigger nærmere på de klassiske
udfordringer, jeg typisk møder blandt introverte, så lad os kort dykke ned i, hvad forskellen på introverte og
ekstroverte egentlig er.

Hvad vil det egentlig sige at være introvert?
Lad det være sagt med det samme: Introvert er blot en del af din personlighed. Det er en præference.
Ligesom der findes A-mennesker og B-mennesker, sproglige og matematiske studenter og nogle, der er
disponerede for at løbe langt, mens andre er disponerede for at løbe stærkt. Det er en helt naturlig
variation blandt mennesker, der gør, at vi komplementerer hinanden og kan overleve i flok.
At være introvert betyder, at man henter energi fra sin indre verden, mens de ekstroverte henter energi fra
deres omverden. Ekstroverte får deres bedste ideer og højeste humør, mens de får nye indtryk i samspil
med hændelser og mennesker omkring dem. Introverte får deres bedste ideer, når der er ro og tid til
eftertænksomhed.

De forskellige typers præferencer kommer ofte til udtryk på følgende måder:

Introverte
• overvejende har brug for at lade op alene
i rolige omgivelser
• godt kan lide at se tingene an, inden de
kaster sig ud i det
• kan virke lidt reserverede og lige skal
have lidt tid til at lære dig at kende
• ofte trives bedre med at tale én til én end
i grupper
• godt kan lide at formulere sine tanker i
hovedet, før de siger dem højt
• er lidt forbeholdne med at vise følelser

Ekstroverte
• overvejende får ny energi af, at der sker
noget omkring dem
• synes det er sjovt og spændende at kaste
sig ud i nye, ukendte ting
• er kendt for at snakke meget og kan finde
nye venner alle vegne
• trives rigtig godt i store grupper og altid
har venneflokke
• tænker bedst, mens de taler og får deres
bedste ideer i diskussioner
• som oftest er rimelig nemme at aflæse

Ikke alle introverte vil genkende alle de introverte træk, mens heller ikke alle ekstroverte vil identificere sig
med deres kolonne. Heldigvis. For vi er jo som mennesker meget mere end vores type.
Ligeledes er det vigtigt at huske på, at selvom man er den ene type, betyder det ikke, at man ikke kan agere
som den anden. Et B-menneske kan godt stå op om morgenen, et matematisk begavet menneske kan godt
stave, og en introvert kan sagtens være telefonsælger.

3 gode grunde til at stå ved dig selv
Men hvis introvert bare er et personlighedstræk på linje med alle mulige andre præferencer – hvorfor skal
det så have al den opmærksomhed? Det skal det, fordi der stadig er rigtig mange mennesker, der føler sig i
klemme mellem de krav, der bliver stillet til dem af omgivelserne, og det, de selv har lyst og overskud til.
Hvis vi hele tiden forsøger at leve op til et ekstrovert ideal, kan det have konsekvenser for vores mentale
sundhed på flere forskellige måder. Her er 5 forskellige konsekvenser ved ikke at stå ved din introverte
personlighed – og hvordan du undgår dem.

Følelsen af at være forkert
Alle de andre tager med til fredagsbaren. Alle de andre har en kæmpe omgangskreds. Alle de andre oplever
en masse. Jeg burde også være derude. Det kan være et kæmpe dilemma, når det føles som om, man er
den eneste, der tager tidligt hjem, mens alle andre fester og oplever – og ovenikøbet lader til at nyde det!

Løsning: Spot de andre desertører
Det, du ikke ser, er alle dem, der lister ud gennem bagdøren før dig. De, der ikke deltager, råber sjældent
op om det. De lægger ikke billeder op på de sociale medier af, at de går i seng kl. 22. Du opdager dem
aldrig. Men hvis du begynder at lægge mærke til dem, kan I måske begynde at være sociale på jeres egne
præmisser.

Udbrændthed og dårlig samvittighed
På den ene side, så trænger du virkelig til at trække mørklægningsgardinerne for og gå i seng med en god
bog. På den anden side, har du en familie, der fortjener din opmærksomhed, et arbejde, der kræver din
energi og et socialt netværk, som skal passes. Det kan være en udfordring at finde en balance mellem at
passe dem og passe på dig selv.

Løsning: Husk lige iltmasken
I en travl hverdag kan det føles egoistisk at gå i seng med en god bog eller tv-serie, når du kan mærke, at
din energi er ved at være brugt op. Men det gælder i hverdagen såvel som på flyet, når stewardesserne
instruerer dig i brug af iltmasken: Hjælp dig selv, før du begynder at hjælpe andre. Du kan ikke være noget
for andre uden dit overskud.

Manglende anerkendelse
Introverte er kendt som et ret så stilfærdigt og ikke særligt selvhævdende folkefærd. Det betyder desværre
også, at ikke alle introverte får gjort tilstrækkeligt opmærksom på sig selv. Konsekvensen kan være, at det
bliver en anden kollega, der løber med lønforhøjelsen, eller en anden fyr, der løber med pigen.

Løsning: Giv lidt mere af dig selv
Du behøver hverken blive pralende eller højtråbende for at blive set. Øv dig i at fortælle lidt mere om dig
selv og det, du laver. Mange introverte er enormt private mennesker, der kommer til at svare ganske kort,
når de bliver stillet et spørgsmål. Øv dig i at give lidt længere svar hver gang, du fortæller om dig selv.

Lignende indlæg