Jeg falder stadig igennem som bevidst introvert

Jeg kan huske Folkeparken rumle som et fodboldstadion fuld af vilde hooligans iklædt klanens farver. Jeg kan huske, at jeg sagde til de andre, at jeg skulle på toilettet. Jeg kan huske, at jeg ikke vendte mig tilbage, da jeg løb lige forbi toiletskurene

Jeg oplever stadig engang imellem at have en rigtig introvert off-dag. Bedst som jeg føler, at jeg har lært at navigere i sociale sammenhænge. Bedst som jeg føler mig tryg i rollen som bevidst introvert, falder jeg igennem.

Jeg kan for eksempel huske en af mine første dage i introugen på Roskilde Universitet. Jeg vidste godt på det her tidspunkt, at jeg var introvert, og at alle ølstafetterne og gættelegene og quizzerne og udklædningsfesterne ikke var der, jeg ville gøre det bedste indtryk. Jeg balancerede efter bedste evne. Jeg deltog så meget, som jeg overhovedet kunne mønstre – så gik jeg hjem med nogenlunde god samvittighed og slappede af til næste dag (læs: spise og sov. Det var det eneste jeg lavede i min fritid i den periode. Jeg har aldrig været så træt og så sulten i mit liv).

Jeg var stolt af, at jeg kæmpede. Jeg smalltalkede og spurgte ind, jeg meldte mig – omend noget ængsteligt – til fagudvalget og sågar også til rusturen, og jeg blev endda somme tider efter dagens program, for det opfordrede vores rusvejledere os til.

Jeg hørte Imagine Dragons med Radioactive på repeat fra toget hen til uni. Der var en march-agtig stemning over den. Den fik mig til at sætte den ene fod foran den anden. Hver gang de sang “welcome to the new age”, forestillede jeg mig den nye tid som den, hvor jeg var lige så sej og stærk i virkeligheden, som jeg følte mig med Radioactive i ørerne. Men så snart jeg tog headsettet ud af ørerne, var det forbi.

Traditionen tro skulle alle de nye studerende i de mange huse dyste mod hinanden i Folkeparken inde i Roskilde. Og her ramte jeg en mur. Mens hele campus buldrede med melodiske kampråb og farverig krigsmaling blev min verden mere og mere stille. Jo mere de råbte, desto mere isoleret følte jeg mig. Selv mine nye mere stille bekendtskaber blev suget ind af kampånden – eller blev klogt hjemme denne dag.

Jeg kan ikke længere huske, hvordan dagen forløb. Jeg kan huske den blå krigsmaling på mine kinder. Jeg kan huske, at jeg havde ondt i maven, da vi hoppede på toget fra Trekroner ind til Roskilde. Jeg kan huske, at jeg memorerede vejen fra stationen til Folkeparken, så jeg kunne finde tilbage uden de andre, hvis det blev nødvendigt.

Jeg kan huske Folkeparken rumle som et fodboldstadion fuld af vilde hooligans iklædt klanens farver. Jeg kan huske, at jeg sagde til de andre, at jeg skulle på toilettet. Jeg kan huske, at jeg sørgede for at sende en SMS til min gruppeansvalige rusvejledere om, at jeg var gået. Jeg kan huske, at jeg ikke vendte mig tilbage, da jeg løb lige forbi toiletskurene.

Jeg kan huske den blå krigsmaling og de sorte mascarastriber, der løb sammen på kinderne af mig. Jeg kan huske, at jeg skjulte mit ansigt bag håret hele vejen hjem i toget. Jeg kan huske, at jeg skammede mig over ikke at være bedre til det sociale. Jeg var både vred og flov – og samtidig umådelig lettet over at være på vej hjem fra det ekstroverte helvede af kampråb og beerpong.

Jeg var bange for, at hvis ikke jeg kom godt fra start, ville jeg aldrig komme til at indgå i et studiefællesskab. Og jeg så allerede for mig, hvordan jeg skulle blive en ensom studerende de næste 6 år eller ende med at droppe ud. Jeg følte, at jeg havde smidt hele min drømmeuddannelse overbord, da jeg sted på det tog. Og i det øjeblik var det alligevel det hele værd.

Du kan læse mere om at starte på nyt studie her: http://universitypost.dk/article/comment-first-days-uni-are-always-tough

Jeg synes, jeg er blevet bedre siden. Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at der er nogle ting, jeg bare ikke kan lide. Og det er okay. Og så er der nogle arrangementer, jeg godt kan komme igennem, selvom det ikke altid føles sådan. Man må vælge sine kampe.

I weekenden tog jeg alligevel en nedtur til. Uden blå krigsmaling – men stadig med sorte panda-øjne hele vejen ned gennem Nørrebrogade på årets første sommerdag. Endnu en gang måtte jeg snige mig baglæns ud gennem jernporten fra en ellers hip sommerfest på stenbroen i godt – men fremmed og ekstrovert selskab.

Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler, at jeg burde indgå lige så let som alle andre i de festlige fællesskaber. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker, at det ikke gør nogen forskel, om jeg er der eller ej. Når jeg føler mig som en byrde, der skal hjælpes ind i samtalerne hele tiden og tages hensyn til. Eller – ve og skræk – som en stemningsdræber, der suger al livet ud af festen med min blotte tilstedeværelse.

På sådan nogle dage skal jeg bare gå hjem – og helst før saltvandsfontænen går uigenkaldeligt i gang. Og dagen derpå ved jeg godt, at jeg ikke behøver at mestre enhver social aktivitet, og at der nok ikke er nogen, der har stået og trippet for at smide mig ud af døren, så festen kan begynde. Men sådan kan jeg godt blive fanget i gamle fortællinger om mig selv.

Det er derfor, det er vigtigt at være #bevidstintrovert – og stå ved det!