Two Meter Man: “Jeg er både tilbageholdende, genert og introvert – så det med at møde nye mennesker, det er lidt svært”

Christoffer Elkjær er klar til at finde kærligheden – men foretrækker at snakke på tomandshånd. Og hvad gør man så, når man lige skal møde pigen først? Christoffer lavede en online præsentation af sig selv – og den virkede!    

”Mit generte, introverte jeg får allerede koldsved ved tanken om at skulle troppe op til større menneskeforsamlinger. Jeg foretrækker at snakke på tomandshånd.” Sådan skriver Christoffer i sin præsentation af sig selv på date.twometerman.dk.

Hvis man som introvert ikke er naturligt udadvendt, går meget i byen eller har et stort netværk, hvordan møder man så sin udkårne, når man er klar til at finde kærligheden?

Christoffer valgte at gøre noget alternativt: Han oprettede siden: date.twometerman.dk. Egentlig var det bare meningen, at hans venner skulle give linket videre, hvis de kendte en sød pige. Men allerede dagen efter, at siden var gået i luften, havde Christoffer journalister i røret, der ville høre mere om hans datingplan – og ikke mindst piger, der ville møde ham.

Bevidst Introvert mødte ham til en snak om introversion, lærergerningen og jagten på den eneste ene.

 

Date Two Meter Man gik viralt over natten

Det var egentlig aldrig meningen, at Christoffer skulle ud og score fremmede pigers telefonnumre med sin online præsentation. Faktisk havde han allerede øje for en sød pige, han gerne ville imponere.

”Motivationen var egentlig, at der var en pige, jeg var faldet lidt for. Og så tænkte jeg: Hvad er jeg god til? Jamen jeg er god til at lave grafik og design og har alle mulige ideer. Og så var en af ideerne at lave en side, der skulle overbevise hende om, at jeg var noget for hende.”

Siden virkede, men romancen varede ikke ved.

”Vi prøvede det lidt og fandt så ud af, at det ikke rigtig kunne blive til noget. Så ændrede ideen så lidt form til at blive en slags datingside. En reklame for mig selv.”

Christoffer beholdt sin side – og den blev bogstaveligt talt et hit over natten.

”Jeg lagde den op onsdag, og dagen efter da jeg kørte hjem fra arbejde, begyndte der at tikke beskeder ind fra DR og Kristeligt Dagblad og TV2. Tanken var egentlig bare at mine venner skulle kigge i deres bagland for at se, om de kendte en, der var en god match til mig – så skete der bare det, at folk begyndte at dele den på deres egen væg, og det begyndte at komme ud af kontrol og blev spredt ud over det hele. Så det gik jo over al forventning. Jeg har haft over 20.000 besøgende.”

Hvordan var det at være introvert og pludselig få alt den opmærksomhed?

”I starten var det lidt sjovt og spændende. Jeg skulle egentlig også have været i Go’ Morgen Danmark fredag, men så døde Prince torsdag, og så blev det ikke til noget. Bagefter, da rusen havde lagt sig lidt, så kom jeg til at tænke over, om jeg overhovedet havde lyst til det der med at stå foran et kamera. Jeg kan bedst lide at stå bag kameraet. Så det var måske fint nok – det var heller ikke det jeg ville med projektet.”

 

Introvert

 

”Det har været sjovt at prøve, men jeg synes også, at det faktisk var lidt hårdt på et tidspunkt hele tiden at blive ringet efter og have journalister, der kontakter mig. Der var også en dag, hvor jeg måtte have sådan en mobilfri tid, hvor jeg bare gik en tur for mig selv.”

 

Det der med at møde nye mennesker er lidt svært

Christoffer har altid godt vidst, at han var lidt tilbageholdende, men i sine 20’ere er han blevet mere og mere klar over, at det der med at møde nye mennesker, det er noget han har svært ved.

”Jeg er både tilbageholdende, genert og introvert – så det med at møde nye mennesker, det er lidt svært. Fordi jeg skal helst lige se dem an – lige finde ud af hvad de godt kan lide, eller hvad deres interesser er.”

Med sin hjemmeside eliminerede Christoffer den del af dating-udfordringen, der kræver at troppe op i større forsamlinger og begynde at netværke fra en ende af. Men han kunne også drage fordel af formatet og møde sine dates på en mere introvert-venlig måde. Først og fremmest på skrift.

”Jeg er rimelig god til at skrive reflekteret og kan godt holde liv i en samtale over nettet også. Hvis jeg skal formulere mig rigtig godt, så er det på skrift, for her får jeg lov til at reflektere over det, jeg skriver, og kan rette det lidt til, inden jeg sender det. Og også få tid til at tænke over gode spørgsmål at stille den anden.”

Christoffer fik mere end 60 henvendelser fra piger i Danmark – og oven i købet et par stykker fra piger i de nordiske nabolande. Efter at have skrevet lidt med sine potentielle dates kunne Christoffer invitere dem ud på sine præmisser: på tomandshånd. Og formen var klar på forhånd – den ideelle date var en gåtur i en afgrænset periode på et par timer.

”Det er gået rigtig godt. Jeg så været ude på nogle dates og nogle gåture. Det var ret klart fra starten, at jeg bare gerne ville gå en tur frem for at sidde på en cafe eller bruge en masse penge på et eller andet. Fordi jeg synes, det giver sådan et pres på relationen og på mødet.”

 

LÆS MERE OM CHRISTOFFER HER: date.twometerman.dk

 

Det er nemmere på tomandshånd

Christoffer er egentlig ikke typen, der ser sig selv på an dating-app

”Bare fordi man gerne vil have en kæreste er man ikke nødvendigvis på en datingside. Jeg har sådan lidt en fordom om, at det sådan nogle lidt gamle kattedamer, der er på sådan nogle datingsider.”

Men han ville gerne ud og nå de piger, som gerne vil have en kæreste og et forhold, men som ikke nødvendigvis var på en datingside. Og byen er ikke det mest oplagte sted for en introvert.

”Hvis jeg bare skulle ud at møde mennesker, så tror jeg heller ikke, jeg ville møde en sød pige ude i byen. For det med at være opsøgende og sammen med så mange mennesker på et diskotek eller en bar, det siger mig ikke så meget.”

Derfor var vigtigt for ham at give pigerne en mulighed for at tilkendegive interesse, så han ikke skulle frem og hive fat i dem, og at han så kunne møde dem på tomandshånd.

”Det der med at være sammen på tomandshånd, det er ret vigtigt for mig. Hvis jeg er i en gruppe på mere en 5 personer, så siger jeg ikke noget, så sidder jeg bare og observerer i stedet for.”

 

Introvert underviser

Selvom Christoffer ikke føler sig som den mest udadvendte type, så har han imidlertid ingen problemer med at stille sig op og undervise teenagerne på Skovbo Efterskole, hvor han til dagligt arbejder som lærer.

”Jeg har ikke de samme udfordringer med teenagere – der kan jeg godt slå et eller andet mode til, hvor jeg bare er åben og tør fjolle rundt foran eleverne. Det er mere jævnaldrende, og når man skal møde nye mennesker, der oplever jeg, man skal være lidt mere alvorlig eller seriøs, og så bliver jeg lidt tilbageholden og skal lige se dem lidt an.”

”Jeg tror, jeg skifter lidt til en anden version af mig selv. Det er lidt en performance. Når jeg underviser, skal jeg også performe lidt – komme på mærkerne, videreformidle noget. Så nytter det ikke noget, jeg bare står ovre i hjørnet og kigger.”

”Jeg var også sådan en elev, der ikke har sagt så meget i timerne førhen”

Hvad gør du selv, når du underviser?

”Jeg har en lille aftale med nogle af eleverne om, at hvis de ikke har lyst til at sige noget, så ryster de bare på hovedet, så går jeg videre til en anden. Det er noget med at respektere, at de ikke har det så godt med at sige noget foran klassen. Så kan man jo godt sådan i en til en-samtaler godt finde ud af, om de kan noget fagligt. Det behøver de ikke vise overfor de andre.”

 

100procentintrovert

 

Introvert i kirken

Christoffer blev meget overrasket over, hvor mange der skrev, men mener at det er fordi, der er et stort behov. Særligt inden for kristne kredse.

”Det er svært at møde nye mennesker, fordi man tit er fanget i sin menighed eller sit lokalområde. Langt de fleste, der har skrevet, er nogle, der kommer fra kristne hjem og har en kristen overbevisning.”

Det var også det, Christoffer efterspurgte. Derfor var det også vigtigt for ham, at mødet tilgodeså miljøet.

”I kristne kredse kan det godt meget hurtigt blive alvorligt, når en dreng og en pige mødes. Så det fungerede rigtig godt bare at mødes og snakke i et par timer.”

”I kirken er der måske lidt en tendens til at tilgodese de ekstroverte, fordi det handler meget om at komme ud at møde mennesker. Og når man så er lidt introvert eller tilbageholdende ikke lige det letteste at komme ud og møde nye mennesker. Der har jeg nogle gange følt mig sådan lidt malplaceret i kirken. Det er tit de ekstroverte værdier, der bliver fremhævet eller set som den rigtige måde at gøre det på. Det er tit noget med at være meget udadvendt og social i kirkesammenhænge. Det er sådan et fællesskab, hvor det er velset at man er god til at møde nye mennesker og kan snakke med mennesker man møder på gaden eller bede for et andet menneske. Det er ligesom idealerne. Og der kan man sige, hvis man er introvert, så dræner det jo helt vildt meget. Og måske også fordi jeg er sådan lidt mere reflekteret, jeg kan bedre lide bare at sidde. Og det er ikke det normale ideal i nogle af de frikirker, jeg er kommet i.”

Derfor passede det også Christoffer godt at for eksempel Kristeligt Dagblad, ringede og spurgte, om de måtte lave et interview – fordi det handlede om kristen dating mere end om Christoffer selv. Og dét vil han gerne arbejde videre med.

Lignende indlæg