Hvorfor introvert og social angst ikke er det samme
Det var i den bedste mening, da en af mine venner informerede mig om, at man kan få handicaptillæg til sin SU, når man lider af social angst, men smigrende var det bestemt ikke. Og heller ikke aktuelt. At være introvert er nemlig ikke ensbetydende med at være social angst.
Introversion og social angst har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Men hvad er forskellen, og hvor kommer fordommene fra?
Læs også: Hvad er forskellen på introvert og særligt sensitiv?
At være introvert betyder grundlæggende at få energi fra sin indre tankeverden – modsat ekstroverte, der henter energi i interaktion. Introverte trives ofte bedst alene, på tomandshånd eller i mindre forsamlinger, og vi bruger energi, når vi er sociale og ”på”.
Når introverte forveksles med social angste skyldes det blandt andet, at vi trækker os.
- Vi siger nogle gange nej til en fest for at blive hjemme på sofaen.
- Vi hører til den stille del af befolkningen og lytter oftest mere end vi taler.
- Vi byder kun ind, hvis vi har noget at sige.
- Vi tænker over, hvad vi vil sige, før vi siger det.
- Vi bryder os sjældent meget om at være ”på”.
- Når vi har været ”på”, trænger vi til at komme hjem og lade op i vante rammer.
Det at trække sig fra det sociale fællesskab – om det er for en hel aften eller for 10 minutter bag en låst dør på badeværelset – bliver forvekslet som frygt for det sociale fællesskab. Eller angst. Også kendt som social angst eller socialfobi.
For introverte handler det om at prioritere sin energi. Er vi i underskud, så trækker vi os. Føler vi os opladte, så er sociale sammenkomster intet problem. Sådan er det ikke for dem, der lider af socialangst.
Er man social angst, vil man ofte opleve en overdrevet grad af selvbevidsthed.
- Man vil ofte opleve en bekymring for, hvordan andre ser en.
- Man vil være bange for at blive kritiseret.
- Bange for at gøre noget pinligt.
- Bange for at være i fokus.
- Bange for at skulle præstere.
- Eller bange for at kroppen reagerer.
Det korte svar er altså, at det at være introvert handler om præferencer. Socialfobi handler om angst. Angst, der kommer til udtryk i nogle meget konkrete, fysiske symptomer som for eksempel:
- At rødme
- At svede
- At ryste på hænderne
- At skulle på toilettet
- Eller at få kvalme og følelsen af skulle kaste op
Tal fra WHO viser, at op mod 7% af befolkningen i de vestlige lande lider af social angst.