Gæsteindlæg: Om at gøre ting alene blandt andre

Forleden dag prøvede jeg noget nyt: At spise frokost alene på en café. Frivilligt. De andre få gange jeg tidligere har spist alene blandt andre, har jeg været utrolig selvbevidst, spist rigtig hurtigt og siddet og switchet imellem de samme fire apps i håb om, at der pludselig var sket noget rigtig interessant på de tyve sekunder, siden jeg sidst tjekkede. Jeg ser ellers næsten aldrig fjernsyn, hører radio, sidder på telefonen eller spiser hurtigt, når jeg spiser alene hjemme.

Jeg har heller intet problem med at drikke en kop kaffe på en café alene, mens jeg sidder på min computer eller at sidde ude i solen med en bog alene. Jeg har endda selv været til et par foredrag, når jeg ikke lige har kunnet finde nogle, der kunne tage med den dag, men det var noget, jeg rigtig gerne ville høre. Under selve foredraget tænkte jeg ikke over, at jeg ikke fulgtes med nogen, men jeg har altid skullet trække mig selv afsted, og jeg har heller ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle gøre af mig selv inden det gik i gang. Alle sidder og småsnakker med dem, de følges med, og derfor har jeg sørget for at komme nærmest lige inden det startede, så det i det mindste kun var kort tid, hvor min telefon var en forlængelse af min hånd (og så har det selvfølgelig ofte kun været de bagerste pladser, der var ledige. Ikke særlig praktisk, når man er 1,60 cm høj).

Så jeg spurgte mig selv: Kan man lære sig selv at have det mere afslappet med at være alene blandt andre? (for både du og jeg kommer jo nok til at spise alene i offentligheden på et eller andet tidspunkt).

Jeg havde en stor fordel, da jeg skulle vælge café og tidspunkt: Jeg var ikke tvunget til at forholde mig til, om en anden eller nogle andre havde lyst til at tage lige præcis derhen, og om de kunne netop på det tidspunkt. Cafémedarbejderen smilede bare til mig, da jeg fik min mad. Virkede ikke som om det var specielt unormalt, at der kun var en enkelt tallerken på bordet. Min telefon lå i tasken, mens jeg spiste. Det var en øvelse for mig i at være mere nærværende i mit eget selskab, når jeg er ude blandt andre. Og jeg synes faktisk, at det hjalp. Jeg lagde mere mærke til rummet, jeg befandt mig i og nuancerne i maden, jeg spiste.

Bagefter prøvede jeg at tænke over, hvorfor jeg egentlig har haft det så anstrengt med netop at spise alene blandt andre, når jeg ellers trives rigtig godt i mit eget selskab. Jeg forbinder nok det at gå på café for at spise der med noget socialt. Altså noget jeg altid har gjort med andre, og hvor maden ikke er den primære årsag til at gå derhen. For hvorfor så ikke bare spise derhjemme? Det er jo også meget billigere.

Når jeg har set andre spise alene, har jeg derfor også altid tænkt, at det af den ene eller anden årsag måtte være, fordi det var nødvendigt i situationen. Har tænkt på, hvordan de mon selv oplevede det.

Jeg er kommet til den konklusion, at det overordnet var en meget bedre oplevelse end de øvrige gange, jeg har spist alene blandt andre. Men det er nok noget, jeg lige skal gøre nogle gange. Det var i hvert fald noget andet end bare at sidde i min lejlighed og spise, som jeg jo gør hele tiden. Jeg kan faktisk kun anbefale at springe ud i at prøve flere ting alene blandt andre, hvis du som mig også har lidt svært ved det. Måske kan vi endda en dag komme til at holde af det.