Kan introverte have udadvendte jobs?
Svaret er selvfølgelig ja. Hvis du spørger mig, kan introverte gøre lige præcis, hvad de sætter sig for. Når jeg alligevel spørger, er det, fordi spørgsmålet opstår igen og igen på min vej. Kan introverte have udadvendte jobs? Alle introverte? Alle jobs? Når jeg taler med andre introverte om, hvad deres værste jobscenarie er, så er det som regel telefonsælgere (der er nu også en del ekstroverte, der har dén på listen).
Jeg har skrevet lidt om, hvordan man kan bestride et hvilket som helst job, hvis man virkelig brænder for det, her: Kan introverte være udadvendte telefonsælgere?
Men hvad nu hvis det bare er et job? Hvad nu hvis du hverken redder verden eller tager trin op ad karrierestigen med dit udadvendte job? Kan du så stadig magte det?
Jeg besluttede mig for at udfordre mig selv lidt og prøve det af. Derfor har jeg fået mig et lille sidejob, hvor jeg tager ud som det, man i gamle dage kaldte demonstratrice. I dag hedder det fancy engelske ord som sampler eller promoter. Jeg kalder det demopige. Jeg er demopige i weekenden. Det træner min evne til at være udadvendt og opsøgende og falde i snak med fremmede.
Jeg har lyst til at sige op hver gang
Jeg har gjort mig to meget interessante observationer:
#1: Hver gang jeg er på vej til en ny opgave, lover jeg mig selv at sige op, når jeg kommer hjem.
#2: Og hver gang jeg er afsted, nyder jeg det i fulde drag og glæder mig til næste vagt.
Jeg synes, det er mega grænseoverskridende at skulle hen i et nyt supermarked og hilse på nye mennesker, der kan vise mig til rette og stille mig op i midten af det hele – måske oven i købet med en ny vare – og hilse på nye mennesker i 4 stive timer. Jeg gruer for det hver gang.
Men hver gang konstaterer jeg, at de nye medarbejdere, jeg møder, er virkelig søde og hjælpsomme. At de nye kunder, jeg møder, er virkelig søde og interesserede. At min nye lokation ligner ret meget alle de andre lokationer, og at jeg kan navigere ganske let i virvaret.
Ikke desto mindre har jeg stadig lyst til at sige op, hver gang jeg skal ud til en ny vagt. Jeg bruger hele dagen på at være nervøs for at komme til kort i mit udadvendte job – og jeg bruger hele aftenen på at komme mig over den mængde af energi, det har koster mig at møde SÅ mange mennesker.
Læs også: Kæmpesucces var hård kost for den introverte madblogger
Det vigtigste, jeg tager med mig fra den her træning, er, at når jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen, så skyldes det frygt. Og det er en frygt, der kun eksisterer oppe i mit hoved – for jeg er endnu ikke kommet til kort i mit udadvendte job.
Når det er sagt, så synes jeg, at det er en reel overvejelse, man skal gøre sig, hvis det fortsætter: Er det værd at bruge så meget tid uden for jobbet på at bekymre sig om jobbet? Også selvom bekymringen ikke har bund i virkeligheden?
Og på den anden side: Er det ikke bedre at tage tyren ved hornene og beholde jobbet end at flygte fra det?
Hvad synes du?
Kærlig hilsen
