5 gode råd til julefrokostskeptikeren

Hvis du er en af dem, der ikke bliver begejstret, når årets julefrokostinvitation dukker op på dit skrivebord eller i din mailboks, så er du ikke alene. Der er mange, der står af på den løsslupne festivitas, som ofte involverer snaps, vin og stærke cocktails og efter sigende har tradition for utraditionel brug af kopimaskinen. Denne artikel er til dig, der har lyst til at have lyst til årets julefrokost.

 

Lad det være sagt med det samme: Hvis man tænker julefrokosten som noget helt forfærdeligt og har ondt i maven over den flere uger i forvejen, så skal man selvfølgelig ikke tage med. Men for mange julefrokostskeptikere handler det mere om, at de ikke ved, hvad der egentlig skal foregå, og hvem de kommer til at sidde sammen med, påpeger erhvervspsykolog Lene Thomsen.

Her kommer 5 gode råd til dig, der er i tvivl, om du skal tage med.

 

Sig det højt, hvordan du har det

Ofte er det sådan, at når først vi åbner munden og deler vores bekymring eller skepsis, så er der flere, der har det på samme måde.

”Så kan man jo aftale at følges. Hvis det handler om, at man ikke har lyst til at stå og hænge alene, mens alle de andre har nogen at tale med, så kan man aftale, at man altid kan komme hen til hinanden, hvis man ikke lige har nogen at tale med,” foreslår Lene Thomsen.

 

Spørg efter programmet på forhånd

”Der er en tendens til, at det skal være hemmeligt, hvad der skal foregå til julefrokosten. Det skal være en overraskelse. Jeg tror, at mange ville synes, at det var meget rart at vide, hvad kommer der til at foregå,” siger Lene Thomsen. Hvis det gør dig usikker, kan du spørge festudvalget eller din leder, om du kan få at vide, hvad der skal foregå.

 

Giv dig selv lov at gå hjem, når du ikke gider mere

Det er vigtigt at give sig selv lov til at gå hjem, når man ikke gider mere.

”Nogle oplever det som et nederlag, hvis man er den første, der går hjem. Men her er det bedre at se på det sådan; at sejren er at tage med og være der, så længe det er behageligt – og gå derefter,” siger Lene Thomsen. På den måde bliver det nemmere at deltage, hvis man er i tvivl, om man har lyst.

 

Beslut dig for, hvornår du må gå hjem

En anden mulighed kan være at beslutte på forhånd, hvornår du går hjem. På den måde behøver du ikke hele tiden at spekulere over, hvornår du skal gå, om det lige passer nu, og hvad du skal sige til de andre.

”Her kan man godt sige til sine kollegaer: ”Jeg vil godt med, men jeg går efter middagen.” Så har man givet sig selv en bagdør, så det ikke er underligt at gå, hvis man har fået nok,” foreslår Lene Thomsen.

 

Medbring gode emner til smalltalk

Når der først kommer gang i snakken, så mindskes oplevelsen af det sociale pres. Derfor er det en god ide at have et par overskrifter med i baghovedet, som man selv synes kunne være interessant at tale om. Det kan være ting fra medierne eller sport.

”Det gode ved at sidde ved sådan et julebord er, at man ved, man kommer til at sidde sammen et stykke tid. Det er nogle gange der, man opdager, at man har noget til fælles med en kollega, fordi man lærer hinanden bedre at kende og kommer lidt udover det der smalltalk-stadie,” siger Lene Thomsen. Derfor er det også en god ide at vælge emne ud fra det, der interesserer dig, fremfor det, du tror, interesserer de andre.

Lignende indlæg