5 ulemper ved at rejse alene
Ferie alene var fedt! Især når man nu er så glad for sit eget selskab. Men. Og der er altid et men. Det har også sine ulemper. Måske kan du genkende nogle af dem?
Der er ikke nogen til at bestille og spørge om vej
Jeg tror aldrig, jeg vokser fra at håbe på at mine medrejsende tager initiativ til at stoppe fremmede på gaden for at spørge om vej, eller bestille på mine vegne, når jeg gerne vil have råstegte kartofler i stedet for kogte kartofler til min wienerschnitzel på en kro i Østrig (tak, mor!). Men når du rejser alene, så er du nødt til at klare den selv. Tiltrængt udfordring? Ja, absolut! Kæmpe rejse-alene-ulempe? Ja, også det…
Hey, har du set…?! Nå, nej…
Jeg NYDER at kunne gå lige derhen, hvor jeg vil, se det jeg vil, spise hvor jeg vil, holde pause hvor jeg vil… Men det var først, da jeg havde været af sted nogle dage, at det gik op for mig, at halvdelen af ferieglæden faktisk er at have nogen at dele den med. Det var bare ikke helt så sjovt at fare vild alene, bestille det forkerte alene og spotte sjove ting på gaden alene. Og så har jeg nu et album fuld af stemningsbilleder af fremmede mennesker og kendte bygninger – og dårlige selfies taget i armslængde (nej, I må ikke se dem).
Alle tjenerne afventer din date
På Montmartre besluttede jeg at gå ud at spise sådan rigtigt for første gang. Ikke fordi restauranterne på Montmartre særligt kan anbefales – det er ret kedelig mad til overpris, for turisterne kommer uanset, om kokkene gør sig umage – men jeg var sulten. Mens jeg gik en runde og kiggede menukort blev turisterne omkring mig nærmest hevet ind ved albuerne. Jeg blev komplet ignoreret. Da jeg havde besluttet mig for et sted, forsøgte jeg ihærdigt at få øjenkontakt med en tjener, der kunne vise mig hen til et bord. Hun smilede pænt og nikkede, hver gang det lykkedes. Og så gik hun videre. Det var helt åbenlyst, at jeg lignede en, der ventede på resten af mit selskab. Den gode nyhed er, at jeg havde et væsentligt mere fredeligt besøg på Montmartres end de andre turister.
Når lynlåsen sidder fast i prøverummet
Med fare for at generalisere – igen, så er det her måske mest et kvindeproblem. Men det sker. I hvert fald for mig. Måske er man lige et par feriekilo over sin sædvanlige størrelse, måske har lynlåsen fanget foret, måske kræver nogle kjoler bare en teamindsats. Jeg var ude i en kombination i prøverummet i C&A, hvor lynlåsen satte sig fast nogenlunde midtvejs ud for skulderbladene. Panikken blev ikke mindre af, at der var en halv time til lukketid, at personalet talte fransk (hvilket jeg åbenbart ikke gør, har min første uge i Paris lært mig), at de blev ved at sige uforståelige ting i højtaleren, at det var hedebølge, og jeg kampsvedte.
To hjerner tænker bedre end en
Jeg har ingen stedsans. Til gengæld er jeg en praktisk gris med tasken fuld af vabelplastre, vandflasker, bykort og panodiler. Jeg kender museerne og har styr på udstillingerne, men jeg er svær at lokke til at spise snegle. Jeg er ved at være en ørn til metrosystemet, men jeg er forfærdelig til at spørge om vej. Jeg kan dufte en god pain au chocolat på kilometers afstand, men jeg kan ikke opspore en god mojito, om det så gjaldt mit liv. Det er godt at have en god sparringspartner med på rejse. En, der kan skubbe dig ud af din comfort zone, en, der kender en del af byen, du ikke kender, en, der kan komme med gode ideer, du ikke selv var kommet på.
