På ferie alene: Guide til de introvertes Paris

Nu er det her jo ikke en rejseblog, men jeg vil tillade mig at lave en lille pariserguide alligevel. En guide gennem en hektisk storby, som bedst nydes afkølet i byens mange åndehuller. Jeg har rejst i Paris, siden jeg var barn. Med familien, på venindetur og som romantisk get away. Hver gang jeg tager af sted får jeg nye tips, jeg ikke kendte. Måske er nogle af dem også nye for dig?

Les Marais

Også kendt som Det Gamle Paris. Ærkeparisisk atmosfære og feriestemning oser gennem de snirklede brostensbelagte gader, hvor du snildt kan blive væk på mest forunderlige vis. Selvom gaderne er fulde af butikker og gode spisesteder emmer kvarteret af fred og ro. I sandhed introvert-venlig storbystemning. Drik kaffe i græsset på Places des Vosges, tag en slentretur på Rue des Rosiers, spis snegle på Rue Montorgueil, find tilbage langs Rue Vieille du Temple og besøg Picasso-museet, mens du er i området.

Île Saint-Louis

På den lille ø i Seinen bag Notre Dame bliver du fri for parisisk stress og jag. Her kan du sidde på bredden og spise is fra Berthillon (den vil du ikke snydes for!) eller slentre på de små brostensgader, der næsten er fri for trafik. Øen er det fineste lille åndehul i hjertet af Paris.

Saint Michel

Saint Michel ligger i Paris’ latinerkvarter og har et godt tempo til kaffe og croissanter på fortovscafeer. Måske netop fordi det er her studerende holder pauser frauniversitetsstudierne på Sorbonne eller sidder og læser i skyggen af de grønne allétræer. Selv shoppingen omkring Place Saint Michel er introvert-venlig og består primært af bøger, tegneserier, Moleskine og Mont Blanc. Har du mod på lidt mere turistet bogshopping kan du gå op til de berømte bogkajer langs Seinen for at kigge antikke bøger og fotos i mere eller mindre ægte og autentiske versioner.

Jardin du Luxembourg

Luxembourghaven er mit favoritsted i hele Paris. Her er altid mange mennesker, men også altid meget plads. I den lille kunstige sø fora Luxembourgpaladset sejler børn med sejlskibe, der kan lejes for 4 euro per time. I de grønne metalsolstole, der står rundt omkring til fri afbenyttelse, har turister og parisere slået sig ned med bøger og magasiner og baguette, og i skyggen af træerne spiller hvidhårede parisiske mænd i polo og seler petanque og drikker pastisse. Her kan jeg bruge dagevis i skyggen foran Luxembourgpaladset.  Which I did.

Musée d’Orsay

Okay, verdenskendte kunstmuseer er selvfølgelig ikke ubetinget de mest introvert-venlige stedet at befinde sig. Men Orsay Museet havde alligevel en anden ro over sig, end jeg nogensinde har oplevet på Louvre. Om det er impressionisternes bløde penselstrøg eller Monets magnifikke lys, tør jeg ikke sige. Det kan også være indretningen med mange mindre, aflukkede rum, der skærmer for turiststrømmen og sørger for introvert-venlig akustik og fred. I hvert fald er kunstmuseet i den nedlagte jernbanestation et besøg værd. Gerne fra morgenstunden før det vælter ind med selfiestænger og spejlreflekskameraer.  

Lignende indlæg