Hvis jeg gik all in nu, kunne jeg være ekstrovert om et år

Min helt store udfordring i forhold til at blogge på regelmæssig basis har længe været:
Hvordan prædiker man, at det er lige så rigtigt og naturligt at være introvert som at være ekstrovert – samtidig med, at man giver gode råd om at gebærde sig i verden som introvert?

Men inspiration kommer nogle gange, når man mindst venter det, og i dag slog det ned, som et lyn fra en klar himmel i samtale med en ven. En relativt ny, men hudløst ærlig én af slagsen. Hans mission var egentlig det modsatte af resultatet. Han ville gerne have mig ud af min comfort zone. Ud at møde nye mennesker.

Han var sikker på at:

• Hvis jeg gik all in nu, kunne jeg være ekstrovert om et år.
• Hvis jeg vænnede mig til at møde nye mennesker, så ville jeg lære at holde af det – og lære at knække den sociale kode.
• Hvis jeg gik med ned på bodegaen rundt om hjørnet, ville jeg være max udfordret, hvis jeg skulle snakke med tre nye mennesker.
• Hvis mine forældre havde brugt mere tid på øvelser og spejle, så ville jeg være mere social i dag.
• Hvis jeg havde en oprigtig interesse og nysgerrighed overfor mine medmennesker, ville jeg være i stand til at overskride den grænse, det er for mig at opsøge fremmede på gaden.

For to år siden var jeg gået grædende fra sådan en samtale. Jeg ved det, for det er sket. I dag kan jeg holde masken til jeg kommer hjem. I fremtiden kan jeg forhåbentlig ryste det helt af mig.

Jeg hviler mere i mig selv, end jeg nogensinde har gjort. Siden jeg begyndte at arbejde med introvert-feltet – med mig selv og med andre – har jeg fået at vide, at jeg udstråler sådan en ro. At jeg ligner en, der hviler i sig selv. Derfor kan jeg også umiddelbart ryste det af mig, når jeg får at vide, at jeg burde være på en anden måde. For folk må da mene, hvad de vil. Det bliver det jo ikke nødvendigvis rigtigt af.

Men det gnaver alligevel. For hvis min relativt nye ven føler, at jeg har behov for at blive presset ud af min comfort zone for ikke at føle, at jeg ikke passer ind, så må jeg jo ligne en, der føler sådan. Hvis han oplever, at jeg ikke har oprigtig interesse i andre mennesker, så må jeg jo virke som en, der ikke har det. Når han taler om at knække den sociale kode, så må det være, fordi jeg gebærder mig forkert.

Og så bliver jeg bombet lige tilbage til dengang, jeg satte en label på mig selv, der hed ”socialt handicappet”. En label, jeg ellers lige har fortalt til en journalist i et interview, at jeg ikke længere identificerer mig med.

Så tilbage til bloggeriet. Så længe jeg bliver rådgivet af relativt fremmede om, hvordan jeg bør og ikke bør gebærde mig socialt, og så længe jeg får ondt i sjælen over, hvem jeg er. Også selvom det kun er et splitsekund. Lige så længe vil jeg sige, som man gør til små børn: ”Op igen!”. Og jeg vil rejse mig, og jeg vil stå ved, hvem jeg er, og jeg vil tage med til fester, fordi jeg har lyst, og ikke fordi nogen synes, at jeg trænger! Og jeg vil blive hjemme og se Netflix og spise take-away ud af boksen, hvis det passer mig, og jeg vil have det godt med det. Og jeg vil hvile i mig selv, og jeg vil gå forrest og fortælle alle, der vil høre på mig, at de er i deres fulde ret til at gøre det samme! Og de er ikke forkerte eller anderledes eller det mindste mindre værd af den grund. Og hvis nogen prøver at bilde dig andet ind, så kommer du bare hjem til mig og får en chinabox, og så snakker vi ikke mere om det!

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde kan ”omvende” ekstroverte, som denne ven, til at tro på eller forstå, at man ikke kan lære at være noget andet. At uanset hvor mange ekstroverte træk, jeg kan tillære mig – og uanset, hvor god jeg kan blive til at socialisere naturligt, og uanset hvor meget jeg faktisk kan lære at nyde det – så vil jeg stadig trænge til den største lur på sofaen, når jeg kommer hjem.

Og jeg indrømmer – jo dygtigere man er til at mingle, desto mindre energi kræver det nok. Men det giver mig ikke energi. Bare fordi jeg holder mit softwaresystem opdateret på min smartphone, så får den ikke mere batteri af, at jeg spiller Quiz Battle. Det forsvinder bare langsommere.

Det ér nogle gange svært at gebærde sig som introvert. Selv når jeg lige tror, at jeg gør det så godt.

Sååååeh – guess who’s back!