På ferie alene: Mit første alene-restaurant-besøg

Montmartre har fået en Starbucks! Nu står verden da ikke længere. De har camoufleret den godt, det må jeg give dem. Den tiltrækker ikke meget opmærksomhed, og der er ikke nogle farverige skilte ude foran. Men Starbucks! På Monmartre! For pokker hvor kunne jeg godt have brugt en iskaffe – men ikke på vilkår vil jeg støtte det projekt. På Montmartre!

Anyway. I går var jeg oppe i mit yndlingskvarter, og selvom turismen næsten har overtaget bjergtoppen, så er Montmartre min hjertestarter. Det er ret nemt at gå i fred for tjenere, der forsøger at shanghaje dig med deres menukort, når du går alene. Selv da jeg kiggede interesseret på deres menukort, så de lige henover mig og opsøgte andre uinteresserede besøgende, som fejede dem af. Det var som om, de tænkte, “vi venter lige til hendes mand kommer” (hvilket jeg ikke kan bebrejde dem. Det er som om Paris’ turisme består af 90% nyforelskede par). Som min mor altid har sagt, hvis du vil frem i livet – så skub. Jeg fandt et bord på egen hånd og slog mig ned.

Hidtil har jeg kun spist salater og baguette med tomat og mozerellaost i Luxembourghaven, så det er første gang, jeg rigtig har siddet på en rigtig restaurant alene. Det har jeg aldrig prøvet for. En kaffe på en café, masser af gange. En tur i biografen har jeg sågar været i alene på en enkelt gang. Men aldrig restaurant. I myldretiden. Jeg bestilte en croque madame og et glas rosévin, og så fiskede jeg min iPad op og skrev lidt på mit projekt, mens jeg spiste. Jeg føler lidt, at jeg snød. Ligesom når man hiver telefonen op af lommen, så snart ens borddame eller -herre går på toilettet, og man er efterladt alene ved bordet.

Jeg tog revanche med min morgenmad i dag. Ingen iPad, ingen bog, ingen telefon (efter jeg selvfølgelig havde billeddokumenteret min morgenmad og min bog – men så lagde jeg også telefonen væk).

Hvad siger I, med-introverte? Hvordan har I det med at gå på restaurant alene?