På ferie alene: Nu med en ubuden gæst
Jeg har fået “man” med på ferie (nej, ikke “mand”).
Hvilken luksus det er, kun at have sig selv at stå til ansvar for! Højre eller venstre i krydset? Det bestemmer du! Af på Saint Michel eller Les Halles? Dét, du synes! Macarons eller crepe suzette til kaffen? Fuck it – begge dele!
Jeg er blevet næsten til fare for trafikken. Jeg storker afsted op ad Rue Montorgueil på ivrig jagt efter en sandwich med grillede grøntsager fra mit favorit-boulangerie for så at få øje på en hyggelig sidegade eller en kjole på udsalg og skifte retning, så biler og og fodgængere må slå bremserne i. Min parisiske vej er uransagelig, og jeg er vild med det! (det er bilisterne ikke).
Men jeg har fået en gammel kending med på slæb, som slet ikke har samme rejsementalitet. En ubuden gæst, om man så må sige. “Man”. Og Man er slet ikke indstillet på at gå den vej vinden blæser. Man burde være lidt kulturel, og Man burde ikke spilde tiden i Paris på at slikke sol på en tagterasse i bikini. Man burde forsøge sig lidt mere med fransk, man Man er her. “Man” er lidt som en ubehagelig skygge i en mørk gyde en sen aften, eller sådan en slags fantasi-ven, jeg havde som barn (han hed Minke og var en fin fyr, i øvrigt). “Man” dukker ligesom bare op engang imellem og skærer ansigt af min dovenskab og mangel på målrettethed.
Man prøver virkelig at give mig dårlig samvittighed over ikke at udnytte situationen til fulde (hvis ikke et badebassin på tagterassen er at udnytte situationen til fulde, så ved jeg ikke, hvad er). Total lyseslukker. Jeg tror lige, at jeg skal give Man en one-way-billet hjem til Danmark, så JEG kan nyde min ferie i fred.
